Det første par jeg havde var ROSA ANTICO, de støvede rosa med det mørkere bånd, der gør dem særligt kønne. Jeg købte også en lang hvid kjole hos en lille syerske fra en af de skjulte, smalle gader. Og følte verden forvandle sig til et blidere sted. Trods stor voldsom turisme forbinder jeg altid Venedig med noget blidt.

Jeg faldt over FURLANE skoene for mange år siden. Da mit barn var helt lille, drog jeg til byen Venedig, som jeg troede, at jeg ville hade. Jeg kom der egentlig for filmfestivalen, men forlod dens virvar, for i stedet at strejfe ene og forbløffet omkring.

Her havde jeg altid set billeder af voldsomme slanger af turister, af store mastodont skibe, der sejlede op og ned ad Grande Canale, mens de spyede containere af hærgende mennesker ud i byen. Alle de billeder på nethinden havde fjernet fornemmelsen af en by.

Men da jeg selv ankom, blev mine fordomme gjort til skamme. Som så ofte. Med den lille pige på tre måneder i en vikle på maven, vandrede jeg frit rundt og oplevede byens støv og stemninger. Hurtigt opdagede jeg, at gik jeg to skridt til venstre forsvandt slangen af turister, og jeg fik en fornemmelse af at vandre ene rundt i en fysisk film, fuld af levende, snakkende, livsbegejstrede italienere. Her bevægede de sig tyst omkring med bløde fødder i FURLANE sko, drak én Aperol Spritz ved aftenstide og var iklædt så cool klæder, at jeg igen, igen, igen forbandende, at jeg var dansker. Kunne man bare blive født igen som Italiener. De farver og den livsglæde, ville jeg være en del af.

År efter år, kom jeg tilbage, år efter år vandrede jeg ene rundt, betragtede byen, og hvert år købte jeg et par Furlane. Det første par jeg havde var ROSA ANTICO, de støvede rosa med det mørkere bånd, der gør dem særligt kønne. Jeg købte også en lang hvid kjole hos en lille syerske fra en af de skjulte, smalle gader. Og følte verden forvandle sig til et blidere sted. Trods stor voldsom turisme forbinder jeg altid Venedig med noget blidt.

Det par holdt i mange år. Og som årene gik begyndte jeg at tænke over, selv at tage de sko hjem. Så kom Corona og en mærkelig stærk fornemmelse af Memento Mori. Det er nu, nu vi lever. Nu jeg kan få det grå fortorv i Danmark til at flyde over af farver.