Frederikkes sko

Maiken

Den smilende dame med de smukke blå sko hedder Maiken.

Da hun kom efter sine sko, var hun meget optaget af, om biograferne fik lov til at åbne igen, for hun holder til i EMPIRE og arbejder i det hele taget for og med kulturen. For tiden er hun optaget af, hvordan hun får kulturens forskellige institutioner til at tale med hinanden, f.eks. synes hun i høj grad at bibliotekerne kan lære af museerne i forhold til levende formidling. Hun sagde sit faste job op under Corona, fordi hun ganske enkelt tabte meningen med at forsøge at skabe indhold for sine tyve medarbejdere på et bibliotek, der var lukket. Nu er hun sig selv med virksomheden Culture Klub.

Som altid når man siger op, er der masser af virkelyst, følsom famlen, angst og rene glæder.
Hver morgen står hun op og går ud på sin terrasse, om det så stormer, pisker eller sner. Der står hun så i bare tær og trækker vejeret, breder armene ud, kigger på Arresø (heldige asen) og minder sig selv om, at livet ER smukt og at dagen bliver god. Og det bliver den, så. Tal om en vilje. Og en vej.

Helle

Byen taler og lever gennem alle de mennesker, der hver morgen vælter ud af nattemørket, mens vi forsøger at ryste en sivende træthed af os. I mens forvandler mit hus sig til det levende slot, med alle de mennesker, der hver dag tænder lys i mine stuer.

Den lille vævre dame hedder Helle. Hun er lige hjemvendt fra Kina, hvor hun i flere år har huseret som 2. ambassadør. Og ja, hun var der, da landet lukkede ned, og alle meget restriktivt, sad bag lukkede døre. Trods diktaturets strenge rammer, turde folk snige enkelte venner indenfor bag de nedrullede gardiner, og så holdt de ellers fest 3-5 mennesker med champagne og dans på bordene.
Før det var har hun været i New York, Munich og som helt ung boede hun tre år med sin mand i den rosa by i Sydfrankrig, Toulouse, fordi de på ingen måde kunne identificere sig med villa, vovse og kedsomhed til middagsselskaber med flere retter på en lørdag.
Helle er til liv, rober og kaotisk menneskemylder. Hun er selv tjekket og yderst elegant. Hun er vendt hjem fordi en god post i Udenrigsministeriet kaldte, først blev hun nyforelsket i landet, siden lidt træt af vores manglende spontanitet.
Vi talte om savn, fordi hun igennem det liv hun har haft, har øvet sig på ikke at savne. Længslen mod det tabte land, må ikke overtage glæden ved det nye, man betræder.
Da hun ankom var jeg midt i en klavertime med Ludvig, som forsatte med at spille, mens Helle prøvede sko og fortalte, hvordan hun faldt om af grin, da hendes mand første gang spillede måneskinsonaten, så stoppede det pjat.
Men måske også at det var på tide at tage fordums glæder op igen, for også hun, som advokaten forleden og jeg selv, er mere optaget af Memento Mori end Carpe Diem. Hendes bittesmå fødder passede det mindste grønne par, jeg havde og fluks bestilte hun flere.